Velkommen til artiklen “Operafigur krydsord” på Kryds.dk. Her har vi samlet hele 159 forskellige løsningsforslag til ledetråden “Operafigur” – en omfattende liste, der favner alt fra berømte operakarakterer til kortere, praktiske ordformer, som ofte dukker op i krydsord.
Ordene under “operafigur” kan dække mange ting: navne på roller og hovedpersoner (fx Carmen, Don Giovanni, Figaro), generelle betegnelser for sangere (sopran, tenor, baryton), figurer fra mytologi og litteratur, samt historiske eller fiktive personer, der optræder i libretti. Derfor er ledetråden både fleksibel og frugtbar for krydsordsløsere – den rummer både kulturkendskab og korte, krydsvenlige ord.
Grunden til at “operafigur” er et populært krydsordsord er enkel: det giver mange muligheder for variation, krydsningsvenlige bogstavkombinationer og både velkendte og mere obskure navne, som testere gerne bruger for at udfordre viden. Samtidig appellerer emnet til dem, der kan lide kultur, musik og navnehistorie – og til dem, der bare leder efter et hurtigt, kort ord at sætte ind i gitteret.
For hvert af de 159 løsningsforslag har vi lavet en kort beskrivelse, så du kan få mere information om ordet, dets betydning og brug – ofte med kontekst, stavemuligheder og små forklaringer, der hjælper dig med at udvide dit ordforråd. At løse krydsord handler netop om at lære nyt, så brug beskrivelserne som opslagsværk og inspiration næste gang en Operafigur dukker op i dit gitter.
Operafigur Krydsord 3 bogstaver
Vi har samlet 4 relevante ord med 3 bogstaver til ledetråden ‘Operafigur’.
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Alt | Den dybe kvindestemme, sjældnere hovedroller, men ofte profetiske, myndige eller mødre. Klang som mørk rav. Overført bruges “alt” om fundament og ro. En operafigur, der bærer kor og ensemble i dyb resonans og myndighed. |
| Bas | Den dybeste mandestemme, præster, konger, dæmoner og vise mænd. Klang af jord og nat. Overført symbol på tyngde og fundament. En operafigur, som giver autoritet til dom, trøst og verdens orden i det lave register. |
| Liù | Den hengivne slavepige i Puccinis Turandot, som elsker Calaf ubetinget. Hendes ofre og smertefulde død fremhæver operaens menneskelige dimension. Berømt for sine inderlige arier. Figuren legemliggør stille styrke, medfølelse og loyalitet, der overvinder frygt – men betales dyrt. |
| Max | Jægerhelten i Webers Jægerbruden (Der Freischütz), som indgår en skæbnesvanger pagt for at vinde skydeprøven. Figuren balancerer ambition, angst og moral. Han varsler tysk romantiks interesse for natur, dæmoni og frelse gennem kærlighed. |
Operafigur Krydsord 4 bogstaver
Disse 10 ord på 4 bogstaver passer til krydsord-ledetråden ‘Operafigur’.
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Aida | Titelheltinden i Verdis Aida, en etiopisk prinsesse taget som slave i Egypten. Hendes kærlighed til Radamès kolliderer tragisk med loyaliteten til sin far Amonasro. Kendt for store kor- og triumfscener, men ender i en intim, gribende gravduet. |
| Dido | Dronningen i Purcells Dido and Aeneas, hvis klage “When I am laid in earth” er barok tragedie i essens. Figuren viser værdighed i undergang, hvor kærlighed og pligt kolliderer. Et billede på kongelig sorg og menneskelig sårbarhed. |
| Diva | Betegnelse for stjernesopran eller primadonna, omgivet af beundring og krav. Overført bruges “diva” om enhver krævende superstjerne. En operafigur med aura, der forener virtuositet, myte og stærk personlighed – både på og udenfor scenen. |
| Elsa | Den forfulgte heltinde i Wagners Lohengrin, hvis drømmevision bringer hjælpen. Hendes kærlighed er stærk, men nysgerrigheden bryder pagtens tabu. Figuren tematiserer troens prøve: hjertet længes efter viden, men sikkerhedens krav opløser det mirakel, det hviler på. |
| Iago | Skurken i Verdis Otello, mester i manipulation. Hans credo forkaster moral, og han udnytter alles svagheder til egen fornøjelse. Figuren er prototypen på intrigemageren, hvis koldblodige taktik forvandler små gnister til altødelæggende brande. |
| Laca | Elsker i Janáčeks Jenůfa, jaloux og impulsiv, men modnes til ansvar og tilgivelse. Figuren følger en forsoningsbue, hvor fejl omsættes til medmenneskelighed. Hans rejse belyser operaens tema: kærlighedens tålmodige sejr over vold og skam. |
| Liza | Heltinden i Tjajkovskijs Spar Dame, fanget mellem Hermann og et fornuftsægteskab. Hendes skønhed og skæbnefarvede sange skaber melankolsk glans. Figuren balancerer håb og fortvivlelse, indtil spillets dæmoni knuser kærlighedens sarte mulighed. |
| Mimì | Den skrøbelige syerske i Puccinis La Bohème, hvis sygdom og ynde rører alle. Hendes kærlighed til Rodolfo er spæd, ren og tragisk. Figuren symboliserer enkel skønhed og menneskelig sårbarhed midt i kunstnerlivets fattige, livsbekræftende fællesskab. |
| Ochs | Baron Ochs i Strauss’ Rosenkavaleren, grovkornet komisk figur, repræsenterer forældet maskulinitet og adeligt hovmod. Hans intriger og misforståelser udløser morsomme katastrofer. Overført bruges navnet om en tonstung charmør, hvis manerer ikke matcher selvopfattelsen. |
| Posa | Marquis de Posa i Verdis Don Carlo, venskabets og frihedens talerør. Hans offer bliver moralsk vendepunkt. Figuren inkarnerer humanistisk idealisme, som forsøger at forene politik, venskab og samvittighed i en verden styret af frygt. |
Operafigur Krydsord på 5 bogstaver
Her er 20 gode bud på ord med 5 bogstaver til ‘Operafigur’.
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Adina | Den kvikke heltinde i Elskovsdrikken, lunefuld men retfærdig. Hun prøver Nemorinos kærlighed og belønner hans hjertes klarhed. Figuren repræsenterer koket leg som vej til sandhed, iscenesat af musikalsk ynde og humor. |
| Alice | Fru Ford i Verdis Falstaff, skarp konspirator, der tæmmer den oppustede ridder. Hendes esprit og solidaritet med veninderne driver komediens morale. Figuren repræsenterer kvindeligt sammenhold, som elegant nedbryder mandligt praleri. |
| Calaf | Den dristige prins i Puccinis Turandot, som accepterer gåderne for at vinde Turandot. Synger den ikoniske “Nessun dorma”. Han personificerer håb, udholdenhed og tro på kærlighedens forvandlende kraft. Hans sejr forener brutal prøve og menneskelig ømhed. |
| Canio | Titelrollen i Leoncavallos Bajadser (Pagliacci), skuespiller hvis jalousi eksploderer på scenen. “Ridi, Pagliaccio!” spejler kunst og livsblod. Figuren viser maskens brist, hvor komedie ender i mord og opera bliver brutalt metateater. |
| Eboli | Prinsessen i Verdis Don Carlo, splittet mellem lidenskab, jalousi og anger. Hendes slør-arie og afsked viser kompleksitet. Figuren er en mangesidet mezzosopranrolle, der blander hofintrige med sand menneskelig smerte og mulighed for soning. |
| Faust | Titelrollen i Gounods Faust, lærden der sælger sin sjæl for ungdom og begær. Forførelse, skyld og frelse blev populær i fransk romantisk klang. Overført bruges Faust om uheldige kompromiser, hvor gevinst i nuet skjuler langsigtet fortabelse. |
| Gilda | Rigolettoes datter i Verdis opera, uskyldig og hengiven. Hendes selvopofrelse for hertugen resulterer i tragedie. Kendt for arien “Caro nome”. Figuren udstiller naiv idealisme i en giftig verden, hvor kærlighed forveksles med forførelse og bedrag. |
| Jeník | Helten i Smetanas Den solgte brud, som med list og kontrakter redder kærligheden til Mařenka. Figuren legemliggør snilde og trofasthed, forklædt som lunefuld handel. Hans manøvre afslører gribende følelser bag landsbyens komiske teater. |
| Kecal | Ægteskabsmægleren i Smetanas Den solgte brud, pragmatisk og komisk. Han er handelens stemme i kærlighedens markedsplads. Figuren bruges overført om forhandlere, der sætter pris på alt – også hjerter – men undervurderer skæbnens snedige modtræk. |
| Lakmé | Titelheltinde i Delibes’ Lakmé, prægtig med Blomsterduetten og Klokke-arian. Kolonial romantik og forbudt kærlighed. Figuren balancerer kulturel identitet og personlig følelse, hvor skønhedens klang slører magtens ulige forhold. |
| Lucia | Titelheltinde i Donizettis Lucia di Lammermoor, fanget i familiestrid og tvunget ægteskab. Hendes berømte vanvidsscene er koloraturens psykologiske kulmination. Figuren skildrer et sind presset af patriarkalsk vold og uløselige loyalitetskonflikter. |
| Manon | Titelheltinde i Massenets Manon, forført af luksus og kærlighedens skiftende vinde. Hendes fald er både frivilligt og fatalt. Figuren bruges overført om glamourøs, ustadig tiltrækning, hvor lystens øjeblikke sluger den varige lykke. |
| Nedda | Canios hustru i Bajadser, der længes efter frihed. Hendes duet med Silvio viser ømhed, men vækker dødelig jalousi. Figuren repræsenterer kvindens søgen efter egen stemme, kvalt af patriarkalsk kontrol og blodig sceneillusion. |
| Norma | Titelrollen i Bellinis Norma, druidepræstinde splittet mellem pligt og kærlighed. Belcanto-rolle med “Casta Diva”. Hendes tilgivelse og selvopofrelse løfter tragedien. Overført bruges Norma som arketype på åndelig autoritet, der bøjes af hjertets ubønhørlige krav. |
| Senta | Heltinden i Wagners Den flyvende hollænder, besat af myten om den forbandede sømand. Hendes trofaste kærlighed bryder forbandelsen. Figuren eksemplificerer frelse gennem offervilje og drøm, hvor kvindelig troskab overvinder havets og skæbnens gru. |
| Tenor | Mandlig stemmetype i opera, ofte helteroller eller unge elskere. Overført bruges “tenor” om en sags tone eller grundstemning. En operafigur i kulturel forstand: bærer melodisk glans, højdepunkter og publikums identifikation med følelse og ideal. |
| Thaïs | Titelrollen i Massenets Thaïs, kurtisane der omvendes af en munk. Spejler erotik, askese og identitetskamp. Berømt for Méditation. Figuren undersøger forvandlingens pris: hvad tabes og vindes, når begærets teater bliver sjælens stille bøn. |
| Tonio | Prologens fortæller og intrigemager i Bajadser, hvis hævn udløser katastrofen. Han bryder fjerde væg og minder om, at aktørerne bløder rigtigt. Figuren er både klovn og kyniker, limen mellem teater og virkelighedens nådesløshed. |
| Tosca | Titelrollen i Puccinis Tosca, en celeber sangerinde fanget i politisk intrige. Hendes kærlighed til Cavaradossi og kamp mod tyrannen Scarpia kulminerer i mord og fortvivlelse. En primadonnafigur, der balancerer jalousi, mod og religiøs inderlighed. |
| Wotan | Gudernes overhoved i Wagners Ring, fanget i egne traktater og ambitioner. Hans indre monologer afslører magtens selvbedrag og sorg. Figuren symboliserer patriarkalsk orden, der opløses af menneskelig frihedstrang og den lov, han selv har skabt. |
Operafigur Krydsord 6 bogstaver
Her er 27 gode bud på ord med 6 bogstaver til ‘Operafigur’.
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Aeneas | Den trojanske helt i Purcells Dido and Aeneas, kaldet til pligtens rejse på bekostning af kærlighed. Figuren symboliserer skæbnens krav mod hjertets ønske. Hans exit udløser Didos dødsklage, musikalsk destilleret tab og nødvendighed. |
| Agathe | Heltinden i Webers Jægerbruden, from og hengiven. Hendes bønne- og søvn-arier er romantiske højdepunkter. Figuren bliver moralsk kompas, der peger mod forsoning og guddommelig beskyttelse i en natur præget af dæmoniske fristelser. |
| Alcina | Heks og forførerske i Händels Alcina, hvis ø riges illusion falder ved sand kærlighed. Hendes arier udstiller magt, sårbarhed og tab. Figuren er barokkens spejl på scenisk magi, der smelter, når sandheden kommer til syne. |
| Amelia | Sangnavnet for Maria i Verdis Simon Boccanegra, den genfundne datter. Hendes tilstedeværelse menneskeliggør de politiske fronter. Figuren er brobygger mellem generationer, hvor privat kærlighed heler offentlig konflikt – et håbstegn i mørk realpolitik. |
| Carmen | Titelheltinde i Bizets Carmen, en frihedselskende cigarfabrikspige fra Sevilla. Hendes magnetiske karisma forfører Don José og Escamillo. Kendt for Habaneraen og Seguidillaen. Figuren bruges ofte overført om en uafhængig, forførende kvinde, der nægter at underkaste sig. |
| Dalila | Titelheltinde i Saint-Saëns’ Samson og Dalila, forførerisk agent for filistrene. Hendes berømte forførelsesarie skjuler iskold strategi. Figuren udforsker kønnet magtspil og religiøs konflikt, hvor svaghed for skønhed bliver heltenes undergang. |
| Fiesco | Den stolte adelsmand i Verdis Simon Boccanegra, drevet af sorg og hævn. Hans basstemmes værdighed bærer tragedien. Figuren lærer forsoning gennem genkendelsen af familie, et sent lysglimt i bystatens skyggefulde magtkampe. |
| Figaro | Listig barber og tjener i Rossinis Barberen i Sevilla og Mozarts Figaros bryllup. Kendt for charme, hurtige planer og samfundsatire. Overført bruges Figaro om en snarrådig problemløser eller energisk formidler, der får tingene til at glide. |
| Golaud | Den jaloux ægtemand i Debussys Pelléas et Mélisande, som vil kende en sandhed musikken undviger. Hans rådvildhed ender i vold. Figuren legemliggør kontroltrangens tragik, når hemmelighedens poesi ikke tåler brutal afkrævning. |
| Isolde | Titelheltinde i Wagners Tristan og Isolde, hvis kærlighed trodser ægteskabelig og politisk orden. Hendes Liebestod er kulmination af længslens musik. Figuren legemliggør kærlighedens absolutte krav, som kun døden kan fuldbyrde i romantikkens ekstase. |
| Jenůfa | Titelrollen i Janáčeks Jenůfa, en ung kvinde mærket af vold, skam og til sidst forsoning. Naturalistisk drama og talesproglig musik lader hendes indre styrke vokse. Figuren viser barmhjertighedens kraft midt i landsbysamfundets hårde dom. |
| Judith | Heltinden i Bartóks Ridder Blåskægs borg, som vil kende sandheden i sin mands sjæl. Hendes insisteren afslører både rigdom og rædsel. Figuren belyser grænsen mellem kærlighedens intimitet og destruktiv kontrol, hvor indsigt kan blive ubærlig. |
| Kundry | Gådefuld kvinde i Wagners Parsifal, veksler mellem tjeneste og forførelse. Forbandet til rastløshed, hun søger forløsning gennem medlidenhed. Figuren er en kompleks blanding af skyld, ømhed og dæmoni, som spejler værkets tema om medfølelse. |
| Lenski | Digteren og Onegins ven i Tjajkovskijs opera, jaloux og stolt. Hans afskedsarie før duellen er hjerteskærende. Figuren symboliserer ungdomsidealets renhed og sårbar ære, som ikke tåler den mondænes kyniske leg. |
| Norina | Heltinden i Don Pasquale, forklædt som skrap ægtefælle. Hun tæmmer den gamle kyske ridder med esprit og medlidenhed. Figuren er bel canto-komediens kvindelige hjerne, der styrer spillet mod forsoning uden at miste sin værdighed. |
| Onegin | Titelrollen i Tjajkovskijs opera, en træt dandy, der afviser kærlighed og dræber sin ven i duel. Hans sene forelskelse afvises. Figuren viser tomhedens aristokratiske maske og den dyrekøbte indsigt, som ankommer for sent. |
| Orfeus | Mytehelt i operaer af Monteverdi og Gluck, der stiger ned i underverdenen for at redde sin elskede. Symbol på kunstens trøst og musikalsk tryllemagt. Overført bruges Orfeus om kunstneren, der konfronterer tab med sangens forædlende styrke. |
| Otello | Titelrollen i Verdis Otello, en sejrrig feltherre hvis jalousi destrueres af Iagos løgne. Operaversion af Shakespeares tragedie. Figuren forener heroisk myndighed og sårbar ære. Musikalsk portræt af menneskets fald fra lys til mørke gennem giftig mistro. |
| Pamina | Sarastros protegé og Nattens dronnings datter i Mozarts Tryllefløjten. Hendes trofasthed og sårbarhed danner moralsk centrum. Kendt for arien “Ach, ich fühl’s”. Figuren forener fromhed og handlekraft, og bliver aktiv deltager i indvielsens prøver. |
| Rosina | Den kvikke unge heltinde i Rossinis Barberen i Sevilla, som udmanøvrerer vogteren Bartolo. Hendes koloraturarie røber både humor og beslutsomhed. Figuren udstiller kvindeligt initiativ bag tidens konventioner og hylder kærlighedens list mod myndigheders kontrol. |
| Salome | Titelrollen i Strauss’ Salome, besat af Jochanaans stemme og gådefulde autoritet. Hendes dødsdans og kys af det afhuggede hoved chokerer. Figuren viser begærets ekstrem, hvor fascination bliver selvdestruktion, og skønhedens glans vendes mod afgrund. |
| Samson | Helten i Saint-Saëns’ opera, stærk kriger og troens forsvarer. Hans fald gennem begær og hån kulminerer i hævnens ødelæggelse. Figuren repræsenterer styrke uden visdom og tro uden årvågenhed – en advarsel mod sårbarheden i heroisk selvbillede. |
| Silvio | Neddas elsker i Bajadser, den jordnære modpol til Canios eksplosive stjerne. Hans kærlighed virker håbefuld, men bliver udslettet af jalousi. Figuren legemliggør hverdagslig lykke, der knuses af scenens morderiske dramaturgi. |
| Sopran | Den højeste kvindestemme, hyppigt heltinder, gudinder eller dødsdømte elskende. Overført bruges “sopran” som billede på lys, klar førerstemme. En operafigur i bred betydning: bærer dramaets topnoter, udsmykning og sjælens skrøbeligste tråd. |
| Suzuki | Cio-Cio-Sans trofaste kammerpige i Puccinis Madama Butterfly, en jordbundet og omsorgsfuld modvægt. Hun bærer den praktiske virkelighed, gennemskuer Pinkerton og forsøger at beskytte sin frue. Hendes stille sorg forstærker tragediens uafvendelighed og medmenneskelige resonans. |
| Tamino | Unge prins i Mozarts Tryllefløjten, der gennemgår prøver for at vinde Pamina. Hans rejse fra frygt til indsigt skildres med lyrisk skønhed. Figuren repræsenterer oplysningens ideal: sandhed, mådehold og kærlighed som nøgler til menneskelig forædling. |
| Xerxes | Titelrollen i Händels Serse, kendt for “Ombra mai fu”. En excentrisk hersker, komisk i sin selvoptagethed. Figuren blander kongelig pragt med menneskelig svaghed og gør barokoperaens konventioner sprøde og humoristiske. |
Operafigur Krydsord på 7 bogstaver
Til ledetråden ‘Operafigur’ fandt vi 32 passende ord på 7 bogstaver.
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Alfredo | Den unge elsker i Verdis La Traviata, hvis jalousi og stolthed sårer Violetta. Hans forsinkede erkendelse kommer for sent. Figuren afspejler borgerlig moral, umodenhed og muligheden for sindets opvågnen gennem tabets ubønhørlige klarsyn. |
| Amneris | Egyptisk prinsesse i Verdis Aida, rival til Aida om Radamès’ kærlighed. Hendes jalousi og magt bringer heltene i ulykke, men hun viser også anger og medfølelse. En mægtig mezzosopranrolle, der spænder fra intrige til dyb tragisk indsigt. |
| Antonia | En af Hoffmanns elskede, den syge sangerinde, hvis kunst koster livet. Hendes skæbne portrætterer kunst og død som skæbneforbundne. Figuren er lyrisk tragik i reneste form og advarer mod kunstens farlige ekstase. |
| Ariadne | Titelheltinde i Strauss’ Ariadne auf Naxos, forladt på øen og fordybet i trofast sorg. Kontrasteres af Zerbinettas virtuositet. Figuren legemliggør seriøsitetens poesi, transformeret til ny begyndelse gennem Bacchus’ ankomst og kunstens evne til forvandling. |
| Baryton | Mellemlejets mandestemme, ofte fædre, skurke, tænkere eller antihelte. Farverig palet mellem basens tyngde og tenorens lys. Overført billede på balance og autoritet uden pral. En operafigur, der formidler menneskelig kompleksitet. |
| Blåskæg | Titelpersonen i Bartóks Ridder Blåskægs borg, en gådefuld ægtemand med låste kamre. Judiths nysgerrighed åbner sjælens døre. Figuren er et psykologisk landskab, hvor kærlighedens krav om åbenhed møder mørk erindring og dødens kulde. |
| Edgardo | Elsker i Donizettis Lucia di Lammermoor, fra rivaliserende klan. Hans ære og desperation fører til tragisk afslutning. Figuren repræsenterer romantisk absolutisme, hvor kærlighed og død smelter, og hvor troskabens pris overstiger livets jordiske muligheder. |
| Elektra | Titelrollen i Strauss’ Elektra, hævntørstig datter, der vil dræbe sin mors elsker. Musikalsk ekstreme udsving maler psykisk traume. Figuren inkarnerer uforløst sorg og retfærdighedstrang, som til sidst forbrænder både offer og gerningskvinde i vild jubel. |
| Ernesto | Den unge elsker i Don Pasquale, blid og vedholdende. Hans arier er lyriske øer i komedien. Figuren repræsenterer hjertets tålmodighed, som vinder over ældre generationers stædighed og forstillelse, hjulpet af kvik kvindelist og venskab. |
| Filippo | Kong Filip II i Verdis Don Carlo, en ensom autokrat, hvis monolog afslører indre tomhed. Hans jalousi og alliance med kirken bliver skæbnens nøgler. Figuren viser magt uden kærlighed som livets mest isnende fængsel. |
| Hermann | Hovedfigur i Tjajkovskijs Spar Dame (Pik Dame), besat af spillets hemmelighed. Hans drift mod undergangen er både psykologisk og overnaturlig. Figuren viser tvangstankens greb, hvor hasard bliver skæbne i skyggen af kærlighedens forspildte chance. |
| Kastrat | Historisk stemmekategori af mænd kastreret før pubertet for at bevare høj stemme. Barokkens superstjerner. Overført bruges ordet varsomt om ekstreme ofre for kunstens krav. En problematisk, men central operafigur i musikhistorien. |
| Macbeth | Titelrollen i Verdis Macbeth, blodtørstig tronarver, hvis ambition og skyld æder sjælen. Skæbne og hekse danner mørk ramme. Figuren viser politisk vold som selvdestruktion, hvor paranoiaens musik aldrig slipper grebet. |
| Mařenka | Den kloge heltinde i Smetanas Den solgte brud, som udmanøvrerer en arrangeret handel. Hendes skarphed og loyalitet sikrer sand kærlighed. Figuren fremhæver folkelig humor og national stolthed i en dansende musikalsk ramme. |
| Micaëla | Den fromme, loyale unge kvinde i Bizets Carmen, som forsøger at føre Don José tilbage til dyd og hjemstavn. Hendes arier udstråler varme og oprigtighed. Hun repræsenterer tryghedens og traditionens stemme i en verden præget af lidenskab. |
| Musetta | Den livlige og forfængelige sangerinde i Puccinis La Bohème, kendt for sin valsetrio. Bag den skinnende facade rummer hun varme og generøsitet. Overført bruges navnet om en flamboyant charmetrold, der med list og stil styrer selskabets opmærksomhed. |
| Nabucco | Titelkongen i Verdis Nabucco, der veksler mellem hovmod, vanvid og omvendelse. Operans kor af fangne jøder blev nationalt symbol. Figuren spejler tyranniets brist og muligheden for ydmyghed, når magtens storm stilner. |
| Nanetta | Ung elskov i Verdis Falstaff, datter af Ford, som ender lykkeligt med Fenton. Hendes lyriske ømhed og natlige scener giver værket poetisk glans. Figuren er ungdommens lethed midt i de voksnes intriger og forløjethed. |
| Olympia | Den mekaniske dukke i Hoffmanns eventyr, som Hoffmann fejlagtigt forelsker sig i. Hendes virtuos-aria parodierer koloraturens perfektion. Figuren udstiller illusionens magt og kærlighedens projektion, hvor idealet afsløres som tomt spejl. |
| Orestes | Elektras bror i Strauss’ Elektra, den ventede hævner. Hans ankomst sætter bloddramaet i gang. Figuren er både fredsbringer og eksekutor, der fuldbyrder en skæbne besluttet af guder, familie og samfundets ubønhørlige æreskodeks. |
| Orlando | Händels rasende ridder, forrykt af kærlighed. Hans vanvidsarier er dramatiske milepæle. Figuren skildrer den heroiske maskulinitets skrøbelighed, når hjertet bryder taktikken, og forstanden svigter under begærets stødvise storme. |
| Pelléas | Den unge helt i Debussys Pelléas et Mélisande, et drømmende, gådefuldt nærvær. Hans forhold til Mélisande vækker jalousi hos Golaud. Figuren spejler symbolismens tvetydighed: følelser flyder som lys og skygge, mere antydet end udsagt. |
| Radamès | Egyptisk feltherre i Verdis Aida, revet mellem patriotisk pligt og kærligheden til den fangne Aida. Hans berømte arie “Celeste Aida” indleder dramaet. Figuren symboliserer konflikten mellem ære og hjerte, og ender i gravens stille forsoning. |
| Rinaldo | Händels ridderhelt, draget mellem krig og kærlighed. Arioser og bravur maler heltemod og fristelse. Figuren repræsenterer barokkens fantasiunivers, hvor tro, tryllerier og dyd prøves med musikalsk fyrværkeri og fromt patos. |
| Rodolfo | Digtende bohemekunstner i Puccinis La Bohème, forelsker sig i Mimì. Kendt for “Che gelida manina”. Han legemliggør ungdommelig passion, fattigdommens poesi og den bittersøde erkendelse af kærlighedens skrøbelighed i storbyens kolde realiteter. |
| Rusalka | Titelrollen i Dvořáks Rusalka, en vandnymfe, som længes efter menneskelig kærlighed. Hendes Måne-arie er tryllebindende. Figuren forener eventyr og eksistentiel smerte, hvor prisen for forvandling er tavshed og tab af tilhørsforhold. |
| Scarpia | Baron Scarpia i Puccinis Tosca, den sadistiske politichef, som misbruger magt, begær og tortur. Han er en af operalitteraturens mørkeste skurke. Figuren udstiller korruptionens æstetik, og hans duet med Tosca blander blasfemisk begær og politisk pres. |
| Tatjana | Heltinden i Tjajkovskijs Eugen Onegin, den bogelskende unge kvinde, der modnes gennem afvisning. Hendes brevscene er en operaklassiker. Figuren repræsenterer indre styrke og værdighed, der vælger pligt og selvrespekt frem for sen erkendelse. |
| Tristan | En af hovedrollerne i Wagners Tristan og Isolde, drevet af skæbnesvanger kærlighedsdrik. Musik og myte smelter i grænseløs længsel. Figuren symboliserer eros som metafysisk kraft, hvor natten lokker til forening hinsides dagliglivets normer. |
| Turiddu | Den utro elsker i Cavalleria rusticana, hvis letsind starter æresdramaet. Hans afsked med moren er knugende. Figuren viser mandlig stolthed i kollision med social kontrol, hvor ritual og raseri bestemmer liv og død. |
| Werther | Titelrollen i Massenets Werther, følsom romantiker forelsket i den forlovede Charlotte. Hans poesi og fortvivlelse ender i selvmord. Figuren symboliserer følelsernes tyranni og den umulige kærligheds æstetik, som både blænder og brænder sin bærer. |
| Zerlina | Den bondebrud fra Mozarts Don Giovanni, som fristes af adelig opmærksomhed. Hendes duetter balancerer uskyld og spil. Figuren repræsenterer sociale hierarkier, kvik selvtægt og forhandling af grænser i kærlighed – alt pakket ind i forførende musik. |
Operafigur Krydsord 8 bogstaver
Følgende 20 ord med 8 bogstaver kan bruges i dit krydsord med ‘Operafigur’.
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Adalgisa | Novicen i Bellinis Norma, både rival og søsterfigur. Hendes duetter med Norma skaber belcanto-harmoni og medmenneskelig konfliktløsning. Figuren fremhæver kvindeligt fællesskab over jalousi, en sjælden gestus i operalitteraturen, som giver forsoningens kraft stemme. |
| Almaviva | Grev Almaviva, elsker og senere ægtemand til Rosina i Rossinis Barberen i Sevilla og Mozarts Figaros bryllup. Hans jalousi, sjarm og magt misbruges og tæmmes. Figuren viser aristokratiets forfængelighed og sjove faldgruber i oplysningstidens sociale spil. |
| Amonasro | Aidas far og etiopisk konge i Verdis Aida. Han manipulerer sin datter for at udspionere fjenden og redde sit folk. En snu og stolt barytonrolle, som personificerer national stolthed, politisk list og faderlig, komplekst motiveret kærlighed. |
| Claggart | Ondskabsfuld styrmand i Brittens Billy Budd, der hader det gode for dets lys. Hans falske anklager udløser tragedien. Figuren viser misundelsens dæmoni og institutionel magt brugt til at knække uskyld gennem kold disciplin. |
| Don josé | Soldaten i Bizets Carmen, som falder for Carmens frihed og bliver jalousiens tragiske fange. Fra pligtopfyldende søn til besat elsker, ender han som drabsmand. Figuren belyser destruktiv passion, maskulinitetens usikkerhed og kærlighedens farlige besættelse. |
| Eurydike | Orfeus’ elskede i utallige operaer, hvis tab og næsten-frelse udløser dramaets katharsis. Figuren indkredser kærlighedens skrøbelige natur og betingelsen for tillid. Overført bruges navnet om det uopnåelige ideal, som trækker helten mod både lys og afgrund. |
| Falstaff | Titelpersonen i Verdis Falstaff, en aldrende bonvivant med ukueligt humør. Intriger, kurmageri og slapstick ender i klog latter. Figuren er komisk visdom: at gøre grin med sig selv er den højeste form for forstand i verden. |
| Hoffmann | Digteren i Offenbachs Hoffmanns eventyr, der elsker tre kvinder – hver et spejl af kunstnerens drøm. Fantasi, dæmoni og satire væves. Figuren er arketypen på kunstnersjælen, splittet mellem inspiration og ødelæggelse. |
| Ježibaba | Heksen i Dvořáks Rusalka, som muliggør heltindens forvandling mod en høj pris. Figuren fungerer som skæbnens forretningsfører, hverken helt ond eller god. Hun spejler naturens amoralske balance: enhver gave kræver et modstykke. |
| Lauretta | Gianni Schicchis datter, hvis bønnearie smelter faderens hjerte. Hun er kærlighedens pragmatiske talerør i et hav af grådighed. Figuren forener uskyld og strategi, og viser at mild charme kan åbne døre, som magt ikke kan. |
| Marcello | Maler og venskabelig sjæl i Puccinis La Bohème, ofte i stormfuldt forhold med Musetta. Han repræsenterer bohemekammeratskabets styrke og kunstnerlivets kompromiser. Figuren forbinder munterhed med sorgens nøgternhed, når venskabet prøves af kærlighedens og fattigdommens pres. |
| Nemorino | Den naive helt i Donizettis Elskovsdrikken, som tror på en magisk potion. “Una furtiva lagrima” røber ægte følelse. Figuren er komisk-sødmefuld kærlighed, hvor uskyld overvinder praleri og smarte kneb med ren, vedholdende hengivenhed. |
| Octavian | Ung adelsmand i Strauss’ Rosenkavaleren, en bukserolle, som svinger mellem Marschallinens modne kærlighed og Sophies ungdom. Leg og maskerade afslører hjertets sandhed. Figuren udforsker identitet, køn og tidens gang med øm humor og strålende musik. |
| Papageno | Fuglefængeren i Mozarts Tryllefløjten, folkelig og livsglad. Han søger enkel lykke: mad, vin og en livsledsager. Hans klange og klokkespil skaber komisk varme. Overført bruges navnet om jordbunden humor, der afvæbner højtragende idealer med sund fornuft. |
| Parsifal | Titelhelten i Wagners Parsifal, den “rene tåbe” der lærer medlidenhed og heler det sårede broderskab. Hans rejse kombinerer kristen symbolik og naturmystik. Figuren viser, hvordan uskyld kan forvandles til visdom, og magt til tjeneste. |
| Santuzza | Heltinden i Mascagnis Cavalleria rusticana, forladt og udstødt. Hendes lidenskab og skam antænder blodig hævn. Figuren repræsenterer verismens rå sandhed: landsbyens moral, ære, begær og påskehøjtid smelter i en fatal offentlig bekendelse. |
| Sarastro | Ypperstepræst i Mozarts Tryllefløjten, symbolet på visdom og oplysning. Hans dybe bas-ariaer udstråler ro og myndighed. Figuren står som moralsk modvægt til Nattens dronning og fører Tamino mod indvielse gennem prøvelser, sandhed og mildt patriarkat. |
| Turandot | Iskold kinesisk prinsesse i Puccinis Turandot, som stiller dødsensfarlige gåder til bejlere. Hærdet af forfædres hævn, smelter hun gradvist for kærlighed. Kendt for spektakulære koroptrin. Figuren symboliserer magt, myte og følelsers omkostninger i eventyrlig ramme. |
| Violetta | Kurtisanen i Verdis La Traviata, splittet mellem livets nydelse og sand kærlighed. Hendes sygdom og samfundets fordømmelse kulminerer i rørende forsoning. Kendt for “Sempre libera”. Overført bruges Violetta som billede på glamour, sårbarhed og frelsende kærlighed. |
| Zaccaria | Ypperstepræst i Verdis Nabucco, åndelig leder for de fangne. Hans arier forener tro, mod og politisk håb. Figuren er samlende autoritet, som løfter kor og drama, og gør religion til kilde for national identitet og modstand. |
Operafigur Krydsord 9 bogstaver
Disse 14 ord på 9 bogstaver passer til krydsord-ledetråden ‘Operafigur’.
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Abigaille | Den ambitiøse skurkinde i Verdis Nabucco, en frygtløs sopran med halsbrækkende koloratur. Hendes grådighed og sårbarhed driver dramaet. Figuren udstiller magtens hunger i kvindelig form, hvor usurpation og hemmelig herkomst flettes i tragisk dynamik. |
| Charlotte | Heltinden i Massenets Werther, fanget mellem pligt og passion. Hendes kamp for moral og medfølelse udløser en hjerteskærende slutning. Figuren belyser borgerlig dyd under romantisk pres, hvor tårer og tavshed taler højere end ord. |
| Cleopatra | Heltinde i Händels Giulio Cesare, strålende og strategisk. Hendes arier spænder fra koket forførelse til ædel alvor. Figuren viser barokoperaens kunst: virtuositet som retorik, hvor magt og kærlighed forbindes i musikalsk teaterglans. |
| Desdemona | Otellos trofaste hustru i Verdis opera, uskyldig og oprigtig. Hendes bøn og “Ave Maria” forstærker tragedien. Figuren symboliserer renhedens magtesløshed mod splittende insinuation. Overført bruges navnet om et dydigt offer, knust mellem magt, jalousi og misforståelse. |
| Don carlo | Titelrollen i Verdis Don Carlo, prins plaget af politisk ufrihed og forbudt kærlighed. Inkvisitionens skygge hviler over alt. Figuren repræsenterer idealets kollision med magtens maskineri – en tragisk arving uden suverænitet. |
| Dulcamara | Kvaksalveren i Elskovsdrikken, charmant fupmager, der sælger vin som magisk elskovsdrik. Hans patter-arier bobler af ordflom. Figuren afslører publikums villighed til at tro, når håbet smager sødt – og lader alligevel miraklet ske. |
| Escamillo | Toreadoren i Bizets Carmen, selvsikker, brølende maskulin og kendt for Toreador-sangen. Han repræsenterer berømmelse og kropslig tiltrækning, kontrast til Don Josés besættelse. Overført bruges navnet om pralende charme eller glamorøs vovehals i rampelyset. |
| Jochanaan | Johannes Døberen i Strauss’ Salome, fanget profet, hvis urokkelige moral tænder Salomes begær. Hans stemme skærer gennem hoflets dekadence. Figuren står som ubevægelig sandhed, hvis afvisning vækker destruktiv drift og eksponerer magtens sygelige fantasi. |
| Leporello | Don Giovannis tjener i Mozarts opera, berømt for katalogarien over sin herres erobringer. Ironisk kommentator, kynisk medløber og moralsk spejl. Figuren fungerer som komisk ventil, men bærer også publikums skeptiske blik på magt og begær. |
| Lohengrin | Svaneridderen i Wagners opera, der hjælper Elsa på betingelse af tavshed om hans oprindelse. Mystik og ridderlighed væves i lyrisk glans. Figuren symboliserer tillidens skrøbelighed: et enkelt forbudt spørgsmål gør paradis umuligt og adskillelsen uafvendelig. |
| Mélisande | Gådefuld heltinde i Debussys Pelléas et Mélisande, svævende mellem uskyld og skæbne. Hendes tavshed taler højere end erklæringer. Figuren er impressionismens ikon: et billede på det ubegribelige begær, som driver handling uden at lade sig fastholde. |
| Pinkerton | Den amerikanske flådeofficer i Puccinis Madama Butterfly, som indgår et bekvemt ægteskab med tragiske følger. Han repræsenterer imperial arrogance forklædt som romantik. Overført bruges navnet som billede på ansvarsløs charme, der efterlader knuste hjerter og kulturelle misforståelser. |
| Rigoletto | Titelpersonen i Verdis Rigoletto, en pukkelrygget hofnarr med skarp tunge og sårbart hjerte. Hans hævnplan mod hertugen ender med datteren Gildas død. Figuren afdækker magtens kynisme og faderkærlighedens destruktive blinde pletter. |
| Siegfried | Wagners vilde helt, smed af sværdet Nothung, uvidende om frygt og snuhed. Hans uskyld knækker magtens fortryllelse, men gør ham sårbar. Figuren repræsenterer naturkraft og naiv sandhed, som både skaber heltegerning og katastrofe. |
Operafigur Krydsord 10 bogstaver
Vi præsenterer her 11 ord med 10 bogstaver, der kan bruges til ‘Operafigur’.
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Billy budd | Titelhelten i Brittens opera, en uskyldig sømand, hvis skønhed vækker had hos Claggart. Hans tavse stammefejl bliver skæbnesvangert. Figuren symboliserer renhed sat på maritim ret, hvor paradoksal retfærdighed kræver offer og sætter samvittighed på prøve. |
| Brünnhilde | Valkyrie i Wagners Ring, Wotans datter, som trodser guddommelig vilje for menneskelig medfølelse. Hendes ilddåb og slutkatarsis tænder og slukker gudernes verden. Figuren forener heroisk kraft, søsterlig kærlighed og indsigt i magtens uafvendelige sammenbrud. |
| Bukserolle | Rolle skrevet til kvindestemme, der spiller ung mand (fx Cherubino, Octavian). Overført bruges udtrykket om kønsoverskridende eller legende identitetsskifte. En operafigur, hvor teatrets illusion udfordrer normer og åbner nye blikke på begær. |
| Des grieux | Massenets unge idealist, der elsker Manon grænseløst. Præstekald, elskov og fortvivlelse i ét. Figuren viser tro og begær som rivaler, et hjerte trukket mellem himmel og boulevard, hvor undergangen smykkes i fransk elegance. |
| Donna anna | Adelig kvinde i Mozarts Don Giovanni, hvis ære krænkes i åbningsscenen. Hendes sorg og hævnbegær driver handlingen og afslører ambivalens mellem traume og mulig tiltrækning. En dramatisk sopranrolle, der forener standens værdighed med psykologisk dybde. |
| Hans sachs | Skomagerdigteren i Wagners Mestersangerne i Nürnberg, humanistisk mentor med humor og livsvisdom. Han styrer kærlighedens og kunstens balance i byens kollektive teater. Figuren bruges overført som billede på traditionens bærere, der skaber plads til fornyelse. |
| Librettist | Tekstforfatteren til en opera. Ikke en scenefigur, men en central operafigur i overført betydning. Overført bruges ordet om den, der skriver drejebogen i ethvert projekt. Skaber rammer for karakter, konflikt og musikalitet. |
| Marguerite | Den uskyldige heltinde i Gounods Faust, forført og forladt, men til sidst frelst. Hendes juvelarie og bønner er ikoniske. Figuren udstiller kvindelig ære under pres, men også troens mulighed for oprejsning midt i skandale. |
| Primadonna | Førstesangerinde, traditionelt operaens tronende stjerne. Overført betyder det en selvoptaget, krævende person. En operafigur, der indrammer hierarki, karisma og vokal pragt – men også risikoen for egoets teater at overstråle værkets helhed. |
| Tannhäuser | Wagner-helten splittet mellem sensuel Venusberg og from pilgrimsfærd. Sangerdyst og nådeslære driver dramaet. Figuren repræsenterer kunstnerens kamp mellem jordisk lyst og åndelig renselse, hvor kun kærlighedens selvopofrelse kan åbne porten til forløsning. |
| Zerbinetta | Koloraturvirtuos i Strauss’ Ariadne auf Naxos, hvis arie forsvarer kærlighedens lethed og spil. Hun pirrer tragediens tyngde og peger på teatrets legesyge sandhed. Overført bruges navnet om sprælsk esprit, der med vid og teknik forfører publikum. |
Operafigur Krydsord over 10 bogstaver
Vi har fundet disse 21 ord med mere end 10 bogstaver, der kan bruges i et krydsord med ledetråden ‘Operafigur’:
| Ord | Beskrivelse |
|---|---|
| Cavaradossi | Maler og idealist i Puccinis Tosca, elsket af Tosca og forfulgt for sin politiske sympati. Kendt for arien “E lucevan le stelle”. Hans kunstneriske følsomhed og tapperhed står i skarp kontrast til Scarpias rå magtudøvelse og kynisme. |
| Cio-cio-san | Titelhelten i Puccinis Madama Butterfly, en ung japansk geisha, der hengiver sig til Pinkerton. Hendes naive håb møder vestlig kynisme. Kendt for “Un bel dì vedremo”. Figuren bruges overført om sårbar idealisme, kulturmøde og kærlighedens tragiske selvopofrelse. |
| Hollænderen | Titelpersonen i Wagners Den flyvende hollænder, dømt til evig sejlads, indtil trofast kærlighed redder ham. Figuren er romantikkens skyggehelt: rastløs, hjemløs, fanget mellem storm og håb. Overført billede på den fremmede i verden. |
| Hollænderen | Se også Den flyvende hollænder. Den forbandede sømand i Wagners opera, evigt søgende forløsning gennem trofast kærlighed. Figuren står som romantikkens udstødte helt, fanget mellem naturkraft og menneskeligt håb om hjemkomst. |
| Kontratenor | Mandlig stemme i alt/mezzo-lejet, nutidens svar på kastratsangere. Ofte barokroller og æteriske karakterer. Overført bruges betegnelsen om noget overraskende højt fra uventet kilde. En operafigur, der vrider køns- og klangforventninger med hypnotisk intensitet. |
| Kostelnička | Stedmoderen i Janáčeks Jenůfa, streng og pragmatisk, som begår en frygtelig handling for at redde familiens ære. Figuren er en tragisk moralist, hvor kærlighed vildledes af social skam, og tilgivelse bliver den eneste vej tilbage. |
| Marschallin | Erfaren aristokratinde i Strauss’ Rosenkavaleren, der med melankolsk nåde giver slip på sin unge elsker. Hendes monologer spejler tidens ubønhørlighed. Figuren står som et ikon for moden kærlighed, selverkendelse og civiliseret afkald i sensibel glans. |
| Mezzosopran | Mellemlejets kvindestemme, ofte rivaler, mødre, hekse eller bukseroller. Klangligt mørkere end sopran. Overført symbol på nuancer og jordforbindelse. En operafigur, der giver dramaet tyngde, ironi og varme i mellemregisterets ærlige farver. |
| Sparafucile | Lejemorderen i Verdis Rigoletto, kølig og professionel. Han tilbyder en “tjeneste”, der udløser tragedien. Figuren repræsenterer amoralsk effektivitet, hvor handling erstatter samvittighed. Overført bruges navnet om kynisk håndlanger, der udfører beskidte opgaver uden skrupler. |
| Don giovanni | Mozarts libertiner, en uforbederlig forfører, hvis nihilisme drager og ødelægger. Omgivet af ofre, løgne og moralsk undergang. Slutningen bringer overnaturlig straf. Overført bruges navnet om en notorisk charmør, der lever for erobringer uden ansvarsfølelse. |
| Don pasquale | Titelpersonen i Donizettis komedie, en gammel ungmø-skræmt ungkarl, som vil gifte sig for at straffe sin nevø. Narres til fornuft. Figuren er komisk karikatur over stivsind, der bøjes af kvik list og musikalsk charme. |
| Donna elvira | Forladt elskerinde i Mozarts Don Giovanni, fanget mellem hævn og vedvarende følelse. Hendes arier skildrer såret stolthed og moralsk mission. Overført bruges navnet om den kompromisløse sandhedsfortæller, der uforsonligt forfølger retfærdighed gennem følelsesmæssig tumult. |
| Ellen orford | Læreren i Brittens Peter Grimes, byens moralske samvittighed. Hun rækker hånden ud til Grimes, men kan ikke redde ham. Figuren repræsenterer empatien, der forsøger at modstå sladder og gruppepres, men må bøje sig for stormen. |
| Julius cæsar | Titelrollen i Händels Giulio Cesare, mægtig general og Cleopatras partner. Hans musik maler autoritet og følsomhed. Figuren forener politisk styrke med privat sårbarhed, en barokhelt der synger sejre og tvivl med ornamenteret klarsprog. |
| Lady macbeth | Verdis mest uhyggelige heltinde, motor for mordet i Macbeth. Ambition og søvngænger-vanvid smelter i isnende scener. Figuren viser viljens dæmoni og det efterfølgende kollaps, hvor håndvaskens gestus ikke kan rense sjælens blodspor. |
| Peter grimes | Titelrollen i Brittens opera, en udstødt fisker fra en barsk kystby. Rygtets kraft og indre dæmoner knuser ham. Figuren belyser kollektivets grusomhed og individets skyld/usel skyld, med havet som både dommer og fortrolige. |
| Boris godunov | Titelrollen i Musorgskijs opera, zar med skyldbyrde og politisk paranoia. Folket, klostre og intriger danner bagtæppe. Figuren symboliserer magtens ensomhed og samvittighedens ubønhørlige dom, hvor drømme og mareridt smelter i rystende monologer. |
| Méphistofélès | Djævelen i Gounods Faust, elegant manipulator med satirisk glimt. Han udfolder forførelsens teater, hvor moralske pejlemærker forsvinder. Overført bruges navnet om udspekuleret frister, der med charme og ironi snor sandheden til egen fordel. |
| Gianni schicchi | Titelrollen i Puccinis enakter, en listig bonde, der snylter en grådig familie og styrer arven. “O mio babbino caro” kommer herfra. Figuren bruges overført om snu problemløser, der bøjer reglerne og leverer retfærdighed med grin. |
| Nattens dronning | Den hævngerrige modermagt i Mozarts Tryllefløjten, berømt for eksplosiv koloratur. Hun lover Pamina frihed, men kræver mord. Figuren legemliggør mørk lidenskab og forførende retorik. Overført bruges navnet om karismatisk, farlig autoritet med skinnende overflade. |
| Simon boccanegra | Titeldugen i Verdis opera, en tidligere sørøver valgt til doge. Politisk intrige og familiegåder flettes. Figuren repræsenterer lederskab i storm, træt af magtens gift, søgende forsoning gennem erkendelse og kærlighedens genfundne bånd. |
Vi håber, du har fundet det, du søgte i vores liste over 159 forskellige løsningsforslag til ledetråden “Operafigur”. Målet var at samle både kendte og lidt mere obskure navne, så du hurtigt kan få styr på krydset – uanset sværhedsgrad.
Hvis svaret ikke lå blandt de 159, kan det hjælpe at overveje alternative stavemåder, forkortelser, for- eller efternavne, eller om krydset i stedet efterspørger en rollebetegnelse (fx “tenor” eller “sopran”). Brug også søgefeltet på siden til at kombinere opera-navn med rolle for at indsnævre mulighederne.
Vil du finde flere løsningsforslag og inspiration til krydsord, kan du besøge Kryds.dk, hvor vi løbende opdaterer med nye ordlister, temalister og hjælpetekster. Har du forslag til flere operafigurer, vi bør tilføje, eller ønsker til kommende lister, så skriv endelig – vi lytter gerne.
God fornøjelse med krydsordene og held og lykke med næste udfordring!
Venlig hilsen, redaktionen på Kryds.dk
Del indlægget
Videre i ordjagten
Udforsk flere ledetråde, synonymer og korte forklaringer på Kryds.dk, og find det ord, der passer.